Den mekanistiske model og dens begrænsninger
Russell Ackoff, en af systemteoriens store tænkere, advarede mod det mekanistiske verdensbillede. Han påpegede, hvordan vi i Vesten har haft en tilbøjelighed til at opdele problemer i mindre dele og forsøge at optimere hvert element individuelt – som var organisationer og samfund blot maskiner, der skulle repareres. Men som Ackoff fremhævede, fungerer levende systemer ikke på den måde. De er helheder. De skabes og opretholdes gennem feedback loops, relationer og kontekst.
“A system is never the sum of its parts. It’s the product of the interaction of its parts.”
– Russell Ackoff, Redesigning the Future (1974)
Systemer, sagde han, skal forstås som meningsfulde helheder, hvor delene får deres egenskaber fra helheden, og ikke omvendt. Når vi forsøger at ændre et system uden at ændre dets grundlæggende formål og struktur, ender vi ofte med at reproducere dets problemer i nye former.
Kan vi designe systemer, der understøtter liv?
Hvis vi accepterer, at vores eksisterende systemer – økonomiske, sociale, organisatoriske – er designet til effektivitet, vækst og kontrol, så bliver det tydeligt, hvorfor de så sjældent understøtter menneskelig og planetarisk trivsel. De er skabt ud fra en anden intention. Derfor kan vi ikke nøjes med at reparere. Vi må skabe nyt.
Men hvordan gør man det? Hvordan skaber vi systemer, der opstår organisk og gennem feedback loops – og samtidig har menneskelig trivsel og regenerativ tilgang som deres formål?
De netværk, Onion Collective har kortlagt, peger på mulige svar: fællesskabsbaserede initiativer, lokal økonomi, gensidighed, eksperimenterende praksisser, levende fortællinger og værdibaseret samarbejde. Det er små, men stærke frø til nye systemer. De opstår ikke fra toppen af hierarkierne, men i jordhøjde, hvor mennesker mærker, hvad der er nødvendigt.
“These initiatives are not waiting for permission or funding to act. They are growing in the cracks of failing systems, tending to each other, and building new worlds as they go.”
– [Onion Collective, Practising Hope for Alternative Futures](https://medium.com/onioncollective/practising-hope-for-alternative-futures-931a92047e01)
Hvad hvis vi begyndte med livets behov?
Forestil dig systemer, der tager udgangspunkt i spørgsmål som: Hvad har mennesker brug for for at trives? Hvad har naturen brug for for at regenerere? Hvad har fællesskaber brug for for at føle sig trygge og engagerede?
Hvis vi starter her – og ikke med KPI’er, vækstkurver og profitmaksimering – så ændrer selve systemets grundstruktur sig. Det bliver et levende system. Et system, som ikke er bygget for at udnytte, men for at nære. Et system, der lærer, justerer og forandrer sig – præcis som levende organismer gør.
“Living systems do not operate through command and control but through connection and responsiveness.”
– [Onion Collective, Connecting Hope for Alternative Futures](https://medium.com/onioncollective/connecting-hope-for-alternative-futures-cdc02d01a761)
Værdier som fælles udgangspunkt
For mig, er en af de mest kraftfulde indsigter fra Onion Collectives kortlægning, at på tværs af initiativer, sektorer og praksisser, er det ikke metode, faglighed eller struktur, der forbinder – men værdier.
“The thing that connects us across difference isn’t our methods or even our politics – it’s our values.”
– [Onion Collective, Practising Hope for Alternative Futures](https://medium.com/onioncollective/practising-hope-for-alternative-futures-931a92047e01)
Hvis vi tager dette alvorligt, bliver værdier ikke blot en deklaration – men det sted, vi begynder fra.
I både eksisterende og nye systemer må vi arbejde ud fra en fælles forståelse af værdier: Fx: hvad betyder retfærdighed, trivsel, ansvarlighed og regenerativt virke i denne kontekst? Og hvordan lader vi disse værdier gennemsyre alt fra vision til strategi og praksis?
Værdier kan blive det samlende kompas – både i forandringsledelse, organisationsudvikling og samskabelse. De bliver bærende for beslutningsprocesser, relationer og prioriteringer. Og når vi arbejder med levende systemer, hvor struktur opstår i samspillet mellem aktører, er det netop værdierne, der holder sammen på helheden.
Joanna Macy taler om “Active Hope”, om at vælge håb som praksis – ikke som en følelse, men som en handling. At håbe bliver noget, vi gør, fordi vi er forbundet med livet. Det er her, vi trækker modet og energien til at handle, selv når udfaldet er usikkert.
“Active Hope is not wishful thinking. Active Hope is not waiting to be rescued by the Lone Ranger or by some savior. Active Hope is waking up to the beauty of life on whose behalf we can act.”
– Joanna Macy & Chris Johnstone, Active Hope (2012)
Carol Sandford, der arbejder med regenerative ledelsesprincipper, peger på, hvordan transformation ikke sker ved at tilføje nye værktøjer til gamle systemer – men ved at ændre det grundlæggende paradigme. For hende handler transformation om at arbejde ud fra essens og potentiale – ikke definerede roller eller funktioner. Derfor begynder al transformation med formål og identitet, og herfra kan strukturer, praksisser og resultater udspringe.
“You can’t change a system by fixing its parts. You have to rethink the essence out of which the system arises.”
– Carol Sandford, The Regenerative Business (2017)
Håb som designprincip
Det mest radikale i de fire artikler er måske ikke kritikpunkterne, men det håb, de insisterer på. Et håb om, at vi kan skabe noget andet. Et håb om, at det ikke er for sent. Et håb, der selv kan fungere som en slags feedback loop: Jo mere vi ser, at nye systemer spirer frem, jo mere tør vi selv tage skridt i den retning. Hvilket leder tilbage til, at vi ikke kan ændre eksisterende, men inspirere til noget nyt.
Vi ved fra Ackoff, at man ikke kan forbedre et dårligt system ved at optimere dets dele. Man må redesigne det. Spørgsmålet er ikke, om det er muligt – men om vi tør, eller om vi skal lade det forgå.
“The only thing harder than starting something new is stopping something old.”
– Russell Ackoff
Det bliver ikke nemt. Eksisterende systemer vil forsvare sig. De vil forsøge at tilpasse sig det nye eller afvise det som utopisk og måske endda naivt. Men som alle levende processer vil også dette kræve tid, modstand og næring.
Spørgsmålet er derfor ikke bare, om vi kan skabe nye systemer. Det er, om vi vil. Og om vi er villige til at skabe dem med livet – og ikke effektiviteten – som udgangspunkt.