At have noget på hjertet, kan føles sårbart når man står der, foran 60 mennesker i en fyldt sal på Mantziusgården, i Birkerød. Men det er også utrolig meningsfuldt og jeg elsker det.
Jeg bruger meget tid på forberedelsen. Jeg åbner op, samler tråde, mærker efter. Så kondenserer og syntetiserer jeg, indtil der står én klar fortælling tilbage. Den proces er vigtig, ikke kun for at skabe mening for tilhørerne, men også fordi jeg selv bliver klogere og inspireret undervejs. Essensen betyder noget — det er vigtigt for mig, at det jeg deler, er båret af noget dybere og noget jeg selv kan mærke.
Når man taler om regenerativ ledelse, møder man ofte et spændingsfelt. Det handler om at bygge bro mellem verdener: Den verden, vi lever i nu — præget af fart, effektivitet og adskillelse — og den verden, vi har glemt, men som mange længes efter. Forleden mødte jeg Generation Hope, som har samlet flere tusinde “Kærlighedsbreve til fremtiden” fra unge, der drømmer om en mere retfærdig, rolig og kærlig verden — uden krig, klimakrise og mistrivsel. Brevene er en tydelig påmindelse om den længsel.
Regenerativ ledelse handler, blandt andet om, at forstå hvorfor vi er kommet hertil. Det er en fortælling om adskillelse — fra naturen, fra hinanden, fra det feminine og det maskuline, og fra vores egen krop og indre kompas.
Da jeg, i salen, bad folk drømme sig hen til et sted, hvor de finder ro efter en travl hverdag, befinder ca. 80% sig i naturen. Det siger alt. Videnskaben bekræfter det: Naturen beroliger nervesystemet, oplader os og giver energi. Noget, vi har brug for i en verden, der konstant accelererer og larmer.
For mange kan det være svært at forstå, også selvom mange af os, inderst inde længes efter det naturen bidrager med. Ro, nærvær, stilhed og væren.
Men tilbage til salen og det at stå sårbart.
Når vi som mennesker står frem, fortæller og leverer ud af os selv, med noget der ligger tæt på vores hjerter, så kan det føles meget sårbart. Om det er et foredrag, en sang, dans, teater, poesi eller andet.
Hvorfor? Måske fordi, man ikke kun leverer noget der kommer fra hovedet – men fra hele kroppen – hele dig. Man skal ‘stå på mål’ for det man kommer med. Det kan vække frygt: Frygt for at blive dømt, latterliggjort eller udstødt af fællesskabet – og måske bærer kroppen stadig en urgammel erindring om, at det at blive udstødt engang betød den visse død, hvilket derfor afholder os fra at gøre det. Men samtidig ligger der også en kæmpe styrke i at stå dér, i det man er, med det man tror på og hvorfor man gør det.
For mange år siden skrev jeg opgave om multikunstneren Martin Hall, som i den forbindelse sendte et billede til mig, hvorpå der stod: “Sårbarheden er min styrke”. Et andet lignende citat kommer fra Brene Brown som siger: “Vulnerability is not weakness; it’s our greatest measure of courage.”
– og det understreger egentlig min pointe her.
Så hvem vælger vi at være og hvordan tør vi stå modige i det?
I mit arbejde som konsulent er det netop dér, jeg inviterer andre hen. Jeg hjælper ledere og teams med at turde stå i det ukendte og stille det spørgsmål, som forandrer alt: Hvem vælger vi at være, hvorfor og hvordan?
Det kan være uvant, åbner op for nye spørgsmål og paradokser, og kræver ofte nye rammer og et nyt kompas at navigere efter. Det betyder at gentænke “business as usual”, finde mod til at tage værdier, relationer og handlinger alvorligt, og skabe nye måder at måle værdi på – ikke kun i økonomi, men også i mening og trivsel. Når organisationer tør det, frigiver det energi og retning, både for mennesker og for det større system, de er en del af.
Jeg tror, det er her, vi må hen: sårbare, nysgerrige og modige. Ikke kun for os selv, men for vores fælles fremtid. Vi er ikke adskilte. Vi er forbundne.
